Annonce
Klumme

Følg eksemplet fra Nørrebrogade og lav flere områder uden trafik

Foto: MIljøpunkt Nørrebro

Trængsel og luftforurening koster samfundet over 100 mia. om året, og omkostningerne er kraftigt stigende. Det svarer til, at titusindvis af trafikanter sidder i kø året rundt og køkørslen forværrer udledningerne af luftforurening.

Alligevel lægger regeringen op til at investere massivt i flere motorveje ind mod København, som vil forværre problemerne. Derfor mener vi, at hovedstaden skal tage sagen i egen hånd og sikre renere luft, mindre CO2 og et lokalt erhvervsliv.

Heldigvis findes der værktøjer, der kan afhjælpe de dystre trængsels-prognoser uden et decideret forbud mod privatbilismen. En af dem hedder ’trafikøer’. Med denne metode bliver der kun adgang med biler til og fra alle beboelseskvarterer fra én større vej. Det betyder, at der kun er langsom lommekørsel i beboelseskvarterer, og at den gennemkørende trafik holdes ude.

Annonce

Den belgiske by Gent har indrettet sig med seks trafikøer siden foråret 2017. Siden da er biltrafikken i myldretiden reduceret med 12%. Antallet af cyklister er steget med 25% og brugen af kollektiv trafik er steget med 28%. Efter et år var luftforureningen i bymidten faldet med hele 18%. Formålet med trafikøer er ikke kun CO2-reduktioner, men i høj grad også cykelfremme, bedre byliv og renere luft.

Også i København har vi gode resultater med trafikøer. Nørrebrogade er blevet delvist bilfri, og her kører nu BRT-busser og ca. 40.000 cyklister dagligt – en mobilitetskapacitet, der ikke var på den gamle Nørrebrogade. Guldbergsgadekvarteret på Nørrebrogades ene side er indrettet som trafikø og betjenes nu fra Tagensvej. Det er et trygt kvarter, hvor de bløde trafikanter har god plads, og hvor veje er omdannet til skolegård og plantebede.

Børnefamilierne bliver boende i så stort omfang, at Københavns kommune nu er nødt til at bygge en ny skole. Den anden side af Nørrebrogade er ligeledes ved at blive omdannet til en effektiv trafikø, som betjenes fra den store Åboulevard.

Erfaringer med trafikøer viser, at der for den private trafik sker en effektiv overflytning fra bilen til andre transportformer som cykel og metro. Nørrebro har i dag Danmarks laveste bilejerskab og udbygning af delebiler, metro og cykelstier gør, at der er reelle alternativer til privatbilen.

For erhverv er det sværere at overflytte trafikken til andre transportformer på kort sigt, da det typisk er fysiske varer, værktøj og andet, der skal fragtes rundt. Man risikerer dermed at skubbe noget af trafikken ud på ringvejene eller endda til omegnskommunerne, hvis man ikke foretager en grundig planlægning.

Med den rigtige planlægning kan trafikøerne bruges til at opnå vigtige politiske mål for samfundet. Trafikøerne kan indgå aktivt i en bæredygtig erhvervspolitik, som har som et af sine mål at understøtte lokale håndværkere og butikker i bydelene.

Konkret bør der oprettes lokale logistikcentre og hubs for håndværkere i de enkelte bydele. Et godt sted på Nørrebro kunne være Rovsinggade-kvarteret, hvor de store bilfirmaer er på vej til at flytte ud.

Trafikøerne vil alt andet lige gøre, at lokale håndværkere og butikker har en konkurrencefordel i det nære lokalområde. Lokale butikker og håndværkere er noget rigtigt mange borgere efterspørger.

For at forhindre, at erhvervstrafik på kort sigt rykker ud i omegnskommunerne og på ringvejene, og for at understøtte den grønne omstilling og mindre luftforurening, vil vi foreslå at elkøretøjer i en årrække får ret til at gennemkøre trafikøerne, sådan at man kan køre på tværs af bydele som i dag. Det vil give erhvervslivet et incitament til at omstille til elkøretøjer.

Erhvervslivet har meldt klart ud til regeringen, at man er klar til overgå til elkøretøjer og citylogistik, hvis der kommer klare retningslinjer og rammer fra regeringen.

Det har erhvervslivet brug for, hvis man skal foretage den relativt store og langsigtede investering. Regeringen har endnu ikke leveret den lovede renere luft til byens borgere og de nødvendige rammer for omstilling af transportsektoren.

Vi vil derfor opfordre hovedstadens kommuner til sammen at tage sagen i egen hånd og indføre trafikøer – for renere luft, mindre CO2 og bedre plads til lokale erhverv og byliv.

Medforfattere af indlægget:

Per Homann Jespersen, Lektor Emeritus, IDA-talsmand

Jeppe Juul, Transport- og Energipolitisk medarbejder, Rådet for Grøn Omstilling

Bjarke Fonnesbech, Direktør, Letsgo delebiler Sara Jörn, Centerleder, Miljøpunkt Østerbro

Tina Füssel, Adm. direktør, By- og Pendlercykel Fonden

Marianne Spang, Centerleder, Miljøpunkt Indre By & Christianshavn Dorte Grastrup-Hansen, Centerleder, Miljøpunkt Amager

Erik Hjulmand, Lokalformand, Cyklistforbundet København

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kultur

Cirkusrevyen skruer bissen på

Annonce