Annonce
Børneliv

Far om udskældt institution: Jeg har fuld tiltro til pædagogerne

Andreas Klint Garby har to børn i Nørrebro-institutionen Titanrosen. Han er tryg ved at sende sine børn afsted hver dag trods hårde anklager mod institutionen. Foto: Byrd/Jens Nørgaard Larsen
Andreas Klint Garby er far til to børn i institutionen Titanrosen. I NørrebroLIV står tidligere ansatte og forældre frem og fortæller om omsorgssvigt i institutionen. Men Andreas kan ikke genkende anklagerne.

Onsdag 3. november var der forældremøde i daginstitutionen Titanrosen på Nørrebro. Mødet havde været planlagt i lang tid, og på dagsordenen var blandt andet valg til forældrebestyrelsen.

Dagsordenen blev dog ændret, da daginstitutionen dagen før skrev til forældrene i AULA, at NørrebroLIV havde kontaktet forvaltningen med citater fra anonyme kilder, som gav udtryk for, at flere ansatte i Titanrosen ikke behandlede børnene godt.

Har aldrig været bekymret

NørrebroLIV har talt med en række nuværende forældre, og flertallet af dem var til stede på mødet. En af dem er Andreas Klint Garby. Han har to børn i Titanrosen, og han blev meget overrasket, da han hørte de hårde anklager mod institutionen.

- Jeg kan ikke huske citaterne, men lederen fra institutionen spillede med meget åbne kort, og fortalte, at kritikken overordnet handlede om, at de anonyme kilder påstod, at børn var blevet taget fat i, råbt ad og noget med, at de ikke blev trøstet, og at der var en pædagog, der ikke havde taget hånd om det.

Hvad tænker du om det?

- Vi er glade for, at ledelsen var så åbne til mødet, svarer Andreas Klint Garby og slår fast, at han og hans hustru er meget glade for Titanrosen. Han fortsætter:

- Vi oplever, at der, ligesom der var ved mødet, er en åben dialog mellem ledelse, personale og forældre, og vi kan ikke sige andet end, at vores børn, der går på samme stue, stortrives. Jeg kan selvfølgelig kun forholde mig til vores egne oplevelser, men det, vi blev præsenteret for til mødet, er altså ikke noget, vi kan genkende. Og når vi sammenligner os med, hvad vores venner fortæller om deres børns institutioner, så kan jeg bare sige, at vi føler os meget heldige.

Andreas Klint Garby fortæller desuden, at han og hans hustru begge er på flextid, hvilket betyder, at de henter deres to børn på meget forskellige tidspunkter, og de har aldrig oplevet en bekymrende opførsel fra pædagoger eller pædagogmedhjælpere.

Annonce

Bliver bekymret

- Når vi henter, sidder de voksne med børnene på skødet, og de er på gulvet sammen med børnene. Vi har aldrig oplevet, at de var alene, og der ikke var voksenkontakt, selvom jeg ved, at de er pressede, både fordi det er en udfordring at rekruttere pædagoger, og fordi de er pressede ved sygdom blandt personalet.

Vi har talt med en nuværende ansat i Titanrosen. Denne har fået fremlagt de samme citater som jeres områdeleder, og som I overordnet blev gjort bekendt med til forældremødet. Pågældende fortæller, at det stadig foregår. Hvad siger du til det?

- Det går selvfølgelig lige i mit bekymringsgen, men vi har fuld tiltro til de pædagoger, der er på vores børns stue, svarer Andreas og fortæller, at pædagogen på hans børns stue tydeligt har været følelsesmæssigt berørt, efter kritikken er kommet frem. Berørt på en sådan måde, at han er overbevist om, at det ikke foregår på hans børns stue. Han fortsætter.

- At nogle har haft oplevelser som beskrevet, dét kan jeg ikke fornægte, da vi ikke er der hele tiden, og fordi for det er deres syn på verdenen og deres oplevelser. Men det er ikke noget, vi oplever eller er bekymrede for. Desuden så taler vi også med andre forældre, der er lige så glade for Titanrosen som os. Og hvis et af vores børn har haft en dårlig dag, så får vi det at vide. Når det er sagt, så tænker jeg, at den pædagog, der har talt med jer, må tage et ansvar og fortælle det til ledelsen, hvis der sker noget. Vedkommende har jo et medansvar, hvis vedkommende lader stå til.

Hvis jeres kilde har ret, håber jeg selvfølgelig, at ledelsen gør noget, hvis der er steder i institutionen, hvor det ikke er godt nok.

Andreas Klint Gardby

Den ansatte har fortalt os, at pågældende har fortalt ledelsen om sine bekymringer. Uden at der sker noget. Hvad tænker du om det?

- Det er selvfølgelig problematisk. Men jeg må bare sige, at jeg altså stoler på de folk, der tager sig af vores børn. Hvis jeres kilde har ret, håber jeg selvfølgelig, at ledelsen gør noget, hvis der er steder i institutionen, hvor det ikke er godt nok.

Titanrosen består af seks stuer fordelt på tre etager med to stuer på hver. På grund af coronarestiktioner er samarbejdet mellem stuerne mindre, og derfor har Andreas heller ikke mulighed for at udtale sig om andre stuer. Dog oplever han, at der om eftermiddagen er hygge på gangen, og at børnene på nabostuerne løber ind til hinanden, samt at pædagogerne tilgodeser individuelle behov, såsom at skabe legerelationer på tværs af stuerne.

Det siger nuværende forældre om Titanrosen:

NørrebroLIV har talt med flere nuværende forældre til børn i Titanrosen. de siger:

Nina le Dous:

Nina le Dous sidder i forældrerådet i Titanrosen – og har et barn i institutionen. Hun har ligesom flere andre nuværende forældre, som NørrebroLIV har talt med, svært ved at genkende det billede, som bliver tegnet af Titanrosen.

Jeg synes beskyldningerne lyder fuldstændig chokerende. Jeg kan slet ikke forstå, at vi taler om samme institution. Jeg oplever et velfungerende og stabilt sted, hvor pædagoger og ledelse gør et godt stykke arbejde. Vi kommer i tide og utide og vi kommer altid til en god ro på stuen, siger Nina le Dous og fortsætter:

Selvfølgelig er normeringen som den er, men jeg synes de gør det godt. Jeg oplever at konflikter bliver håndteret. Pædagoger er jo også mennesker og kan blive presset og jeg kan selvfølgelig ikke vide, hvad der sker, når jeg ikke er der, men jeg kan ikke genkende billedet.

Nina le Dous bekræfter, at det kun er i ydertimerne, hvor etagerne slås sammen, at hun har kontakt med børn og ansatte fra de andre stuer.

- Jeg kender til min søns stue og nabostuen, afslutter Nina le Dous.

Nanna Holm:

- Mit kendskab til Titanrosen ligger primært på min søns etage – og her er jeg meget tilfreds. Jeg synes det er hårde beskyldninger, der bliver lagt for dagen, og det ville undre mig meget, hvis noget sådan skulle finde sted. Mit indtryk er udelukkende positivt. Jeg har aldrig hørt nogen hæve stemmen. Der er en god stemning på min søns stue, og jeg er helt tryg ved at sende ham afsted om morgen. Han trives virkelig.

Sådan gjorde vi

Efter at være blevet kontaktet af Irena, som rettede kritik af institutionen Titanrosen, gik NørrebroLIV i gang med at undersøge, om andre havde samme oplevelser.

Her fik vi kontakt til flere ansatte - nuværende og tidligere samt forældre som kunne fortælle samme historie uafhængigt af hinanden. I den forbindelse er NørrebroLIV er kommet i besiddelse af dokumenter og korrespondancer mellem forvaltningen og de tidligere medarbejdere. Redaktionen er ligeledes bekendt med andre dokumenter og udtalelser fra tidligere og nuværende ansatte samt forældre, der understøtter beskrivelser og hændelser, som flere nuværende og tidligere medarbejdere har underbygget.

Vi har via en aktindsigt (2019-2020) forsøgt at afdække om der var flere bekymringshændelser. Her har redaktionen modtaget dokumenter vedrørende to forældre, der var bekymrede for deres barns trivsel. En forælder ønsker sågar skærpet tilsyn. Det afviser forvaltningen dog ifølge aktindsigten.

De to kilder som er en del af aktindsigten er ikke de samme to forældre, som NørrebroLIV har været i kontakt med, på trods af at de fortæller at de også har rettet henvendelse til ledelsen.

Inden udgivelse har forvaltningen modtaget samtlige anklager fra vores kilder - de fleste som citater, så de har haft mulighed for at forholde sig til nævnte anklager i sagen.

Ifølge aktindsigten er der ikke indberettet nogle magtanvendelser.

I aktindsigten fik vi afslag i korrespondance mellem ledelse og pædagogisk konsulent efter offentlighedsloven.

Vi fik også afslag på aktindsigt i korrespondance mellem pædagogisk konsulent og personale, da der er tale om interne arbejdsdokument efter offentlighedsloven.

Vi har desuden forsøgt at få kontakt med forældre, der på nuværende tidspunkt har børn i Titanrosen. Dette gjorde vi, for at få dem til at forholde sig til de påstande, vi også har fremlagt for forvaltningen. Ingen af de forældre, vi har været i kontakt med, kan nikke genkendende ti kritikken.

Annonce