Annonce
Debat

Skrammel og lidelse – hvad skal vi stille op med Lyngsies Plads?

- Jeg synes simpelthen ikke, det er rart at være her. Jeg er utryg, skriver Klara Sofia Lind Witt. Foto: Rebecca Veinø Johansen

Debat: ”Så er der gang i tyvekosterne, hva’?” siger flyttemanden og peger ud ad vinduet og hen på pladsen overfor Nørrebro Station. Lyngsies Plads fandt jeg senere ud af, at den hedder.

Jeg bliver forarget. Hvor ved han fra, at det er tyvekoster? Hvorfor skal han være så nedladende? Det kan da være meget hyggeligt med et loppemarked! Jeg kigger ud på pladsen og ser en stor forsamling forhutlede mennesker og en endnu større samling af ting og skrald på jorden.

Det var i starten af juni, at jeg kørte forbi pladsen og flyttede ind ved siden af. Nu har jeg boet her i et halvt år, og jeg elsker området. Men selvom jeg ikke ved, om den lidt for smarte flyttemand havde ret i, at der er tale om tyvekoster, synes jeg ikke længere, at det er hyggeligt med loppemarked.

Annonce

En gang imellem bliver der skrevet om pladsen her i avisen. Det lader til, at de fleste mener det samme: Det er ulovligt. Det skaber utryghed. Det skal fjernes. Midt i juni satte teknik- og miljøforvaltningen et skilt op på pladsen, om at det er ulovligt at afholde loppemarked uden tilladelse og stadeplads. Det har ikke hjulpet. Indimellem kommer politiet forbi. Det har heller ikke hjulpet.

Hver gang, jeg går forbi, får jeg lyst til at ringe til politiet og brokke mig, så de kan rydde det.

Ofte går jeg i en bue udenom, når jeg skal i Føtex. Eller kanter mig forsigtigt igennem alligevel og fortryder på halvvejen. Jeg synes simpelthen ikke, det er rart at være her. Jeg er utryg.

Det er grænseoverskridende for mig at skrive. Jeg er i tvivl, om jeg overhovedet kan tillade mig det. En privilegeret universitetsstuderende, der vil have socialt udsatte mennesker fjernet fra mit åsyn, så jeg kan slentre ubekymret og uforstyrret ned til Føtex uden at skulle forholde mig til skrammel, smerte og social ulighed. Jeg kan ikke lide, at jeg har det sådan.

Men jeg kan virkelig heller ikke lide stemningen på den plads. Jeg synes, der er ulækkert og ubehageligt. Og jeg tror, at det er ret almindeligt, at vi som mennesker væmmes, når vi møder lidelse. Mit bud er, at vi er bange for den.

Vi har et aflåst skraldeskur, der hører til min blok. Jeg kan huske, at ejendomsbestyreren fortalte alvorligt, at vi skulle huske at smække døren efter os til vores rundvisning.

En af de første gange, jeg var nede med skrald, nåede jeg ikke at smække døren, før en mand skubbede sig med ind i skuret. Han havde små sår i ansigtet, indsunkne kinder og store maniske øjne, der unaturligt hurtigt scannede rummet. Så begyndte han at rode i en container.

Jeg smed mit pap ud. Jeg vidste, at vi ikke måtte lukke folk ind i skraldeskuret, så jeg kunne jo ikke bare efterlade ham der. ”Undskyld, vi går ud nu, så du skal også gå ud,” prøvede jeg først. Han rystede bare på hovedet og gravede videre i containeren. Til sidst råbte jeg af ham. ”DU SKAL UD NU.”

Jeg holdt døren for ham imens og pegede. Jeg ved ikke, om han forstod de ord, jeg sagde. Han nåede lige at finde en pose med flasker, så skyndte han sig mod døren med sin fangst. Han smilede, da han gik ud. Han så næsten drenget ud med sit vilde smil og sin lidt for store orange fodbold-t-shirt. Hvis man så bort fra det hærgede.

Jeg ved, at det, vi gør lige nu, ikke virker.

Klara Sofia Lind Witt

Jeg var virkelig forskrækket. Men han havde jo egentlig ikke gjort mig noget. Efter den dag lagde jeg mærke til ham som en af de faste på Lyngsies Plads. Han havde altid den orange fodbold-t-shirt på. Nogle gange stod han selv med en bunke sager til salg på jorden – måske ting han havde fundet i skralderum? Andre gange bevægede han sig rundt og talte med de andre gadesælgere.

Han er ikke på pladsen mere. Jeg ved ikke, hvor han er blevet af. Det er et par uger siden, jeg har set ham sidst. Jeg håber, at han har fået noget hjælp. At han er færdig med at rode i skrald og sælge det. At nogen passer på ham. Men jeg tror det ikke.

Hvad skal vi gøre, når vi møder sådan nogle skæbner? Når vi møder lidelse? Skal vi smide den i håndjern eller forsøge at tage hånd om den?

Jeg synes stadig, at det er et problem, at vi, der bor i området, skal have det ulovlige marked som nabo. Jeg vil stadig gerne helt egoistisk kunne spankulere rundt i et ryddeligt og trygt område uden at skulle skræve over skrald på vejen.

Og jeg synes ikke, at det er i orden, at der er utrygt at være på pladsen. Det er ikke i orden, at der er ulækkert, og det er ikke i orden, at loven bliver brudt.

NordvestLIV har skrevet om flere indbyggere, der er blevet antastet og har haft ubehagelige oplevelser på Lyngsies Plads. Det er ikke orden. Men det er heller ikke i orden, at der er mennesker i Danmark, der skal leve som ham i den orange fodbold-t-shirt. Og som alle de andre på pladsen. Mennesker, som bliver nødt til at stå på Lyngsies Plads hver dag og sælge ting ulovligt. For jeg er ret sikker på, at de ikke står der for sjov.

Jeg har følt mig splittet mellem min ængstelige og lidt for hidsige side, der hele tiden har lyst til at ringe til politiet og få lortet ryddet, og så den side, der stadig spejder efter en orange fodbold-t-shirt og tænker over, om han mon har det godt. Men jeg tror ikke, at de to sider er modsætninger.

For hvis vi virkelig vil løse problemet, nytter det ikke noget bare at pudse politiet på gadesælgerne. Så bliver vi nødt til at tage os af de sociale problemer, der gør, at de står der.

Lige nu er kommunens tilbud, at borgere med konkrete bekymringer om episoder på pladsen kan kontakte det lokale politi ”Din Betjent”. Det er ikke nok. Vi ved jo godt, hvad der sker.

Politiet kommer, markedet opløses, politiet kører, markedet opstår på ny. Så selv hvis vi kun ville gribe ind for at få en bedre tur til Føtex, selv hvis vi var ligeglade med menneskene på pladsen, ville det ikke være nok. Det virker ikke. Vi har brug for den sociale vinkel.

Hvis jeg havde en simpel løsning, ville jeg præsentere den her. Det har jeg ikke. Måske kunne man intensivere politiindsatsen og kombinere den med tilbud til udsatte, der kommer med hen på pladsen, når politiet rykker ud? Men det kræver meget mere undersøgelse.

Jeg ved ikke, om gadesælgerne hører under kommunale tilbud. Jeg ved ikke engang, om de overhovedet har opholdstilladelse. Og hvis de ikke har det, ved jeg ikke, hvad man så burde gøre, og hvem der så kan hjælpe. Jeg ved ikke, hvorfor de står der, og jeg ved ikke, hvem der køber deres ting og hvorfor.

Men jeg ved, at det, vi gør lige nu, ikke virker. Og jeg tror, at der er behov for ikke bare én, men flere løsninger. Og jeg synes, at vi skal holde øje med vores angst og foragt og huske vores medmenneskelighed, når vi leder efter de løsninger – og også nu, mens vi venter på dem.

Annonce
Børneliv

Far om udskældt institution: Jeg har fuld tiltro til pædagogerne

Nørrebro

Fredagens coronatal: Færre smittede - flere indlagte

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Spørg os

Jens er overrasket: Så mange parkeringslicenser er der udstedt på Nørrebro

Børneliv

Psykolog: Omsorgssvigt i daginstitutioner kan have fatale konsekvenser

Nørrebro

Byens Bedste LIV anbefaler: Det skal du opleve i weekenden

Miljø

Nyt initiativ: Opgør med sindssyg forbrugsfest

Heunicke havde håndskrevne noter fra nøglemøde med i Minkkommission

Byudvikling

Stor totalrenovering tæt på Nørrebro Station

Byudvikling

Almen alliance vil befri Nørrebro

Kultur

På Nørrebro bor Danmarks Dan Brown

Støtteparti indkalder statsminister til hasteforespørgsel: Sundhedsvæsen har brug for redningspakke

Corona

Her kan du få hurtigtest og PCR-test tættest på Nørrebro

Byudvikling

Så er der nyt om S-skiltet på Nørrebro Station

Annonce