To vakse betjente var onsdag årsag til, at to butikstyve ikke nåede langt.
Betjentene fattede mistanke til fire mænd, som de besluttede sig for at følge efter. Kort efter begik to af dem butikstyveri i en forretning på Tagensvej, oplyser Københavns Politi.
Politiet formåede efterfølgende at anholde den ene, mens de nu leder efter den anden.
- Det var nogle opmærksomme betjente, der fattede mistanke til en gruppe mænd, som de derfor fulgte efter og fik anholdt efter et butikstyveri. Vi mangler stadig en person, som vi mistænker for at være medgerningsmand. Vi har en god idé om, hvem han er og leder nu efter ham, siger Lars Feldt-Rasmussen, vicepolitiinspektør ved Københavns Politi.
Den anholdte er en 47-årig rumænsk statsborger, som ud over tyveriet også sigtes for at overtræde et 6-årigt indrejseforbud, som han for nylig blev idømt.
Han fremstilles i grundlovsforhør torsdag.