Alt for ofte er arbejdernes kultur og historie i København blevet mødt af bulldozeren i stedet for historieskrivningen. Det ønsker Enhedslisten at tage det første skridt væk fra med dette medlemsforslag. Det er på tide, at Københavns gamle arbejder- og oprørske kvarter kommer til sin ret, når det handler om indretningen af det offentlige rum.
Sådan skriver tre medlemmer fra Enhedslisten i Københavns Borgerrepræsentation. De har anmodet om et forslag, som de ønsker at få med på dagsordenen for Kultur- og Fritidsudvalgets næste møde.
Det indeholder blandt andet et forslag om at markere udvalgte steder på Nørrebro til minde om Nørrebros historie.
- Når man i dag bevæger sig igennem Nørrebro, er der næsten ingen markeringer af områdets vigtige historie. Det ønsker Enhedslisten at lave om på. Store såvel som mindre begivenheder i området har haft indflydelse på dansk såvel som verdens historie, siger Enhedslistens ordfører i Kultur- og Fritidsudvalget, Frederik W. Kronborg.
Enhedslisten ønsker, at Nørrebros lange historie kommer til syne i bybilledet.
- For at få Nørrebros rige historie frem i lyset stiller Enhedslisten forslag om, at vi sammen med Nørrebros Lokaludvalg starter en proces, der skal kortlægge og siden markere store og små vigtige begivenheder på Nørrebro. Det kunne for eksempel være indstiftelsen af kvindernes internationale kampdag i Arbejdernes Forsamlingshus på Jagtvej 69, Ungdomshuset samme sted, slaget på Blågårds Plads i 1935, Folkestrejken i 1944, slaget om Byggeren i 1980, det besatte hus Allotria i 1982-83 og lignende begivenheder med forbindelse til Nørrebro, siger Frederik W. Kronborg.
Kultur- og Fritidsudvalgets har næste møde torsdag den 5. maj 2022.